Det daglige liv i Københavns Drengekor

Drengene i koret går på Sankt Annæ Gymnasium, Københavns Kommunes Sangskole. De synger i koncertkoret, når de går i 6. og 7. klasse og har minimum 5 lektioner korsang på skemaet om ugen.

Særligt talentfulde og motiverede drenge har 2 lektioner mere ugentligt, hvor der arbejdes med musik, som er oplagt til at opføre med mindre kor.

Det musikalske arbejde med drengene varetages af kompetente musiklærere og sangpædagoger, som har mange års erfaring med korsang og stemmedannelse.

Optakt til koncertkoret

Som optakt til karrieren i koncertkoret trænes drengene i 5. klasse ved at medvirke ved højmesser og vespre i Københavns Domkirke. Allerede i anden halvdel af 4. klasse, efter små to år på skolen, kommer drengene i aktion i påskevesper og en højmesse. I løbet af det følgende skoleår har drengene det primære ansvar for at levere musik til højmesserne og den udfordring giver netop den erfaring de har brug for i koncertkoret.

Det er vigtigt at påpege, at Sankt Annæ Gymnasium er en kommunal folkeskole og at korets kirkelige virke er på det musikalske felt. Undervisningen og deltagelsen i kirkelige handlinger er således ikke forkyndende. Undervisningen i religion/kristendomskundskab følger folkeskoleloven. Derfor er alle trosretninger og religioner velkomne.

Korhytteturen

Umiddelbart efter sommerferien tager de nye 6. klasse-drenge på en hyttetur for at markere deres indtræden i koncertkoret. Her arbejdes intensivt med de kommende koncerters musik, men der er også god tid til at lege og på den måde komme til at kende de kammerater, som man de næste år skal tilbringe meget tid sammen med. Desuden er holdet af sanglærere og tilsynsførende lærere, som skal følge drengene gennem koret, også med på hytteturen.

At rejse rundt til koncerter i Danmark og på turnéer i udlandet kræver stor disciplin og tålmodighed. Det er spændende, men også krævende at skulle yde store præstationer efter transport og ventetid. Vi gør meget for at tilrettelægge turene, men der vil altid være transport- og ventetid. Oplevelserne med koret både på scenen og på vejen får dog disse ting til at glide i baggrunden. For de fleste drenge giver kortiden oplevelser for livet.

Sidst opdateret 5. oktober 2023

Bliv en del af vores online fællesskab!

Følg os på vores sociale medier for at holde dig opdateret med vores spændende aktiviteter, begivenheder og de seneste nyheder.
Klik på profilerne herunder og vær med i vores digitale rejse i skolens hverdag.


Sankt Annæ Gymnasium

Gymnasiet

Folkeskolen

Københavns Drengekor

Sankt Annæ Pigekor

Musikalsk Grundkursus (MGK)

Sankt Annæ Big Band

Gymnasiekor

Sankt Annæ Symfoniorkester